Juli 2000.

Skal lyskilder miljømærkes ?

Dette forsøges nu på initiativ af "miljømærkesekretariatet". En såkaldt fælles nordisk svanemærkeordning.

Formålet er vel at få forbrugerne til at købe såkaldte miljøvenlige lyskilder. Det vil sige kviksølvholdige produkter som lysstofrør og energisparepærer (!). Glødepærer og halogenglødepærer indeholder ikke kviksølv og udgør derfor i affaldshåndteringen ikke den samme miljørisiko som lysstofrør og energisparepærer.

Glødepærer kan derfor bortskaffes sammen med andet ufarligt affald fra husholdningen. Men hvordan kan det så være, at vi skal købe kviksølvholdige produkter? Den samlede miljøbelastning skulle i følge miljømærkesekretariatet blive mindre under visse forudsætninger. Det er vanskeligt at vurdere, om sekretariatets beregninger er holdbare, men det er da muligt.

Men for at det er interessant med miljømærkning af lyskilder skal enten:

1. Kviksølvindholdet ned på 4 mg per lyskilde (i dag er indholdet i snit 15 mg) og med en indsamlingsprocent på 0 % (det vil sige som tilfældet nok er i dag, hvor ingen afleverer lysstofrør og energisparepærer til kommunekemi), eller

2. Kviksølvindholdet ned på 7,5 mg per lyskilde og indsamlingsprocenten op på 50 %.

Jeg finder det vanskeligt at tro, at man kan få opdraget befolkningen til at aflevere det kviksølvholdige affald til den kommunale modtagestation i et sådant omfang, som sekretariatet lægger op til i sine beregninger. Der skal en solid oplysningskampagne til først. Og så skal lyskilderne jo også indeholde mindre kviksølv, end tilfældet er i dag.

Det er altid fornuftigt at spare på energien, men vi må i vores spareiver ikke glemme, hvad lyset skal bruges til. Hvilken lyskilde man vælger til hvad, afhænger af hvad lyset skal bruges til. Det er formålet med belysningen, der afgør valget af lamper (incl. deres design og lysteknik) og valget af lyskilder. Der er mange steder, hvor man vil vælge kviksølvholdige produkter, og der er mange steder, hvor man fortsat vil vælge almindelige pærer uden kviksølv.

Man skal også bemærke, at lyskilder med Ra-index på 80 og derover ikke alle er lyskilder med meget gode farvegengivende egenskaber. Der er synsmæssigt stor forskel på Ra på 83 og Ra på 93 eller 99. Der er jo arbejdspladser, hvor kravet er mindst Ra 90. Det er nærmest umuligt at nyde mad i lyset fra en lyskilde med Ra 83, i så fald skal det være meget kedelig mad...

Hvis man mærker lyskilder, så skal mærkningen også fortælle reelt om lyskildernes farvegengivende egenskaber. Der skal skelnes mellem Ra i 80-erne og Ra i 90-erne.

Hvis lysudbyttet fra en svanemærket lyskilde sammenlignes med en glødepære, skal dette beskrives korrekt, så man ikke kommer hjem med en lyskilde, der lyser svagere end forventet. Hidtil er disse sammenligninger lavet for upræcist.

Det er lidt vanskeligt at lave en miljømærkeordning, hvor man godkender kviksølv i produkterne, og hvor man forudsætter en stor adfærdsændring hos forbrugerne. Et svanemærke er et miljømærke, men gavner dette mærke synsmiljøet.?

Preben Staun, arkitekt maa

Tilbage til forside.